Vestermarkskolen

Vestermarkskolen er en skole for elever med generelle læringsvanskeligheder, hvor elevgruppen spænder vidt.Vestermarkskolen underviser bl.a. elever med Autisme, Downs Syndrom og Multihandicappede. Endvidere undervises en lang række af elever uden egentlig diagnose. Undervisningen tilrettelægges med fokus på den enkelte elevs behov og muligheder. Undervisningen er derfor tilrettelagt forskelligt for eleverne. Nogle er i et meget skærmet undervisningsmiljø andre er i et miljø, hvor der er stor grad af fællesundervisning med flere andre elever. Der er således både 1-1 undervisning, små klasser på f.eks. 4 elever og en udskolingsklasse på op til 9 elever.

Personalet er generelt veluddannet og der er til stadighed 2 – 4 medarbejdere afsted pr. halvår til videreuddannelse på diplomniveau (typisk en studiedag/undervisningsdag om ugen i et halvt år/10 ECTS point). Endvidere afholdes der jævnligt opkvalificerende oplæg for hele personalegruppen eller dele af personalegruppen.

 

Vestermarkskolen arbejder for at hver enkelt elev udvikler sig mest muligt personligt, socialt og fagligt ud fra egne unikke forudsætninger.

Skolefritidsordning

Skolefritidsordningen (SFO) er en integreret del af skolen, men har i høj grad sit eget liv og særpræg. SFOen har til opgave, i samarbejde med forældrene, at skabe et miljø for børnene, der støtter dem i deres udvikling i og udenfor skolen. Det er et sted hvor børnene trives og udvikles. Vi tilbyder derudover børnene forskellige former for aktiviteter samt oplevelser ud af huset. Indenfor givne rammer forsøger vi at tage individuelle hensyn til det enkelte barns behov og forældrenes ønsker, eksempelvis i forhold til middagssøvn, kost mm.

 
Kort historisk om bygningerne
Vestermarkskolen blev grundlagt i 1966. Den gang bestod den af et antal pavilioner på den hjørnegrund, hvor skolen fortsat ligger. Vestermarkskolen blev grundlagt som en af flere skoler rundt om i Danmark kaldet: "de grønne skoler".
Arkitekten bag skolerne, Erik Ejlers udtrykte sig bl.a. således om skolerne: 
" Målsætningen med dette arbejde er, at opnå harmoni med det område, det kvarter, hvori skolen skal placeres. Bebyggelsesformen gør, at disse skoler kommer til at ligge i haver - i ordets bedste betydning". 
 
Siden 1966 er der sket meget med bygningerne og områderne omkring bygningerne, så de i dag fremstår meget funktionelle og nyrenoverede overalt.
Vi er stolte af vores rammer og får meget anerkendelse for dem af daglige brugere og gæster. Rammerne levner god rum for et godt fysiks arbejdsmiljø og undervisningsmiljø for alle.